Barndommens minder

Hvor mange af os mindes ikke barndommen som en tid uden bekymringsfulde tanker, uden sorger, uden noget som helst andet end leg og glæde? En herlig tid, hvor nutidens bekymringer, planlægninger og tanker slet ikke fandt sted. Nogle gange kan jeg ønske mig tilbage til den tid, til illusionen om en lykkelig tid. Forstå mig ret, min barndom var en dejlig og lykkebringende tid, men mon ikke hovedet også dengang kunne fyldes op af bekymringer, tristhed og sorger, bare af en helt anden art end nu.

En af de ting jeg virkelig også glæder mig til, når jeg får børn, er at leve livet forfra og se og opleve alle de små ting, som ikke længere lægges mærke til.

Overspringshandlinger

Jeg er virkelig en knag til overspringshandlinger! Nogle gange kan jeg tænke på, hvad jeg mon kunne få udrettet af store projekter, hvis jeg ikke overspringshandlede så meget, som jeg gør. Som fx lige nu! Jeg er i gang med at spilde 4 dages fri væk på alt og ingenting, i stedet for at komme i gang med nogle af de projekter, som jeg er i gang med.
Mon de store Big Shots også overspringshandler?

At springe ud i livets udfordringer

Hvad holder én tilbage for at gøre de ting, man virkelig har lyst til? Normer, krav, forventninger og andres meninger holder oftest mennesker tilbage for at turde. At turde springe ud fra tryghedens, trygge arme, ud i det usikre, ud i det uvante, hvor intet er trygt og sikkert. At turde skille sig ud med sine handlinger. Hvorfor er mennesker angste for at skille sig ud? Hvad er det, der frygtes? Risikoen for at blive glemt? Men er man overhovedet husket, hvad end man gør? Er mennesker egoister, som i relationelle forhold kan dyrke sig selv?

Jeg er selv utrolig tilbøjelig til at søge det trygge, og jeg ér også et tryghedsmenneske og vil altid bære noget af det tryghedsbehov i mig. Men det behøver sådan set ikke være slemt, for jeg ved at tryghed på visse punkter giver mig energi og gå på-mod til at søge mod det uvisse og nye. Som et lille barn, som søger ud i verdenen - det vender altid tilbage til sine forældre engang imellem for lige at opnå følelsen af tryghed.

Tryghed kan desuden dække over mange forskellige elementer - arbejde kan også udgøre en tryghed, hvis man ser sin arbejdsevne som noget, der i høj grad fuldender hvem man er. Men man flygter ikke fra sit arbejde, bare fordi man finder det trygt - hvis arbejdet altså bidrager til noget positivt i én selv.

Ergo: Tryghed er ikke altid skidt. Kunsten er at finde den hårfine balance.